Whiskytur på øerne

I perioden 17.-22. juni 2002 fik jeg lokket min kæreste med på en uforglemmelig whiskytur; Turen bød på en række fantastiske oplevelser, heriblandt rundvisning på mit ynglingsdestilleri Laphroaig, hvor det som Friend of Laphroaig, er muligt at besigtige sit eget "1 square foot of land".
En usædvanlig dejlig tur, der utvivlsomt skal gentages og videreudvikles inden for den nærmeste tid.
Er man blot det mindste interesseret i whisky - og de stolte traditioner, der er forbundet med produktionen af denne, er Islay er oplagt rejsemål med 7 fungerende destillerier inden for bare 7 * 83 km.


Turen blev omhyggeligt planlagt hjemmefra ved brug af værktøjerne MultiMap, CityLink og ScotRail. Da rejsen tog udgangspunkt i øen Islay, var der endvidere stor hjælp at hente på adressen www.isle-of-islay.com.
Vi brugte alene offentlige transportmidler, hvilket forløb uden problemer og godt kan anbefales. Rejseformen sætter dog grænser for, hvad det er muligt at medbringe af bagage.

Alt i alt var turen godt afbalanceret med 1 dag i Glasgow - 3 dage på øerne Islay og Jura - hvorefter turen afsluttedes med 2 dage tilbage i Glasgow. Det var dog ren nedtur at vende tilbage til Glasgow, efter at have mødt de usædvanlig gæstfrie og imødekommende skotter, som fandtes på øerne. Turen kunne med fordel udvides med 2 dage på øerne, hvoraf man eventuelt kunne tilbringe en hel dag på øen Jura (hvilket betyder "hjorteøen" på Gallisk).

Rejsen startede mandag den 17. juni kl. 10:00 i Malmö, hvor vi fløj med Ryan Air til London - og videre til Glasgow, hvor vi landede kl. 17:00 (med en times forsinkelse). Lettere desorienterede ankom vi til Glasgow centrum kl. 18:30 og fandt Bewley´s Hotel, hvor vi hvilede ud efter dagens strabadser.

Tirsdag morgen tog vi afsted fra Buchannan Bus Station kl. 9:00 med retning mod Hebriderne - og de forjættede destillerier. Vi ankom til Kennacraig 12:30, hvilket passede fint med færgen, som sejlede efter et kvarter.
Vi befandt os derved på Isle of Islay ved 15-tiden.
Vi havde via e-mail booket os ind på det lille hyggelige familie foretagende Ballygrant Inn. Familien var så imødekommende og hyggelig, at vi var helt sørgmodige over, at vi måtte tage afsked allerede dagen efter.

Afskeden onsdag morgen måtte klares hurtigt, da familien hurtigt fik arrangeret en ikke planlagt rundvisning på destilleriet Coal Ila - som virkelig imponerede med fantastiske messingkedler og personlig rundvisning - hvor vi var de to eneste deltagere.

Efter denne fantastiske oplevelse måtte vi finde en forbindelse til Bowmore, hvor næste overnatning var bestilt over nettet på The Lochside Hotel.
Meget belejligt afgik der en "postbus", inden for kort tid. En postbus tømmer øens postkasser efter en fastlagt ruteplan, og fungerer samtidig som minibus, der kan transportere 4-7 mennesker - de offentlige transportmidler på øen glimrede virkeligt med denne særprægede transportform.
Lyksagelighederne fortsatte på The Lochside Hotel, der var god for ikke mindre end 400 single malt whiskyer og en flok ustyrlige lokale - som med største fornøjelse underholdt med betragtninger om turister, skandinavere i almindelighed og Carlsberg i særdeleshed.

Torsdagen var dagen, hvor den længe planlagte rundvisning på Laphroaig skulle finde sted. Vi fandt uden problemer Port Ellen og Laphroaig, som lå en god times spadseretur fra byens centrum. Eftersom den skotske natur absolut er et nærmere bekendtskab værd, nød vi dette stille afbræk i fulde drag.
Det legendariske destilleri var en anelse mere turistet end Caol Ila og tog derfor udgangspunkt i, at tilhørerne havde en forholdsvis begrænset viden om whiskyens herligheder. Dette var dog udmærket, da vi jo principielt også var turister og sagtens kunne tåle en god allround oplæring i destillationsprocessen og dens hemmeligheder. I denne sammenhæng var det i sandhed et stort øjeblik, da jeg fik lov til at indånde den karakteristiske røg, som udgør grundbestanddelen af Laphroaigs specielle smag.

Herefter tog vi den udmattende tur tilbage til Glasgow med henholdsvis færge og bus, en trist afsked med det skotske øliv, hvor der blev tænkt højt om mulighederne for at erhverve sommerhus i disse underskønne områder.

Vi havde været forudseende at booke overnatninger på Bewley´s Hotel og The Victorian House, da vi var i Glasgow om mandagen.

Endnu en fantastisk oplevelse ventede os om fredagen, da vi havde tilmeldt os en heldagstur, der gav mulighed for at besigtige en række slotte i det skotske højland. Vi havde bestilt billetterne hjemmefra igennem Prestige Tours, som beskriver de forskellige ture godt på deres hjemmeside.
Delvist af egen skyld kom vi dog af sted på en forkert tur, da det viste sig at samme tur godt kunne starte fra 2 forskellige lokationer, og det derfor var nødvendigt befinde sig det rigtige sted - på det rigtige tidspunkt... Dette var dog ikke noget problem, da vi bare fortsatte på den (nye) tur, som vi nu havde valgt.

Turguiden Andy var en fantastisk fortæller - som præsterede en uforglemmelig totaloplevelse med spændende anekdoter, historisk kendskab og en lille sang, hvilket alt sammen var pakket ind i en meget smukt og korrekt engelsk sproganvendelse.

Lørdag var sidste dag i Skotland, som vi benyttede til lidt shopping i Glasgow. Mætte af alle oplevelserne trak cafeerne - og pludselig var klokken mange.

Må jeg i denne sammenhæng formane om, at det er vigtigt at checke ind til sin flyafgang i god tid, specielt når man rejser med Ryan Air! En række uheldige sammentræf ledte i denne sammenhæng til, at vi blev nødt til at købe nye hjemrejsebilletter og fik en bonusdag i London - desværre, da det jo var Skotland, som vil ville besøge...

Jeg håber, at du vil lade dig inspirere til at prøve en rejse til de skotske øer.

thor.ahrends@skotland.dk


kontakt@skotland.dk | Web-version