Om Skotland.dk
Rejsepriser
Overnatninger
Seværdigheder
Turforslag
Destillerier
Whiskyklub
Hjælperedskaber
·
Bidrag
Bag Skotland.dk

Tur til England og Skotland

Tilbage i 1998 tog jeg af sted til Skotland, midt under fodbold-VM, der det år blev spillet i Frankrig. Afrejsen foregik med SAS til Heathrow, London. De første 4 dage skulle jeg tilbringe i London. Over Internettet havde jeg bestilt plads på hotellet Europa House i Paddington-området. Eneste ultimative krav på dette punkt var - TV på værelset.

Det var ikke første gang, jeg var i London - så en del af de sædvanlige "sigths" kunne med sindsro hoppes over. Istedet blev det bl.a. til en lang gåtur ud til Camden Town via kanalen fra Regent Park. Der kunne man finde det meget menneskefyldte Camden Lock, hvor det er findes et vældig berømt marked.

Desuden blev det til en vældig hyggelig tur til Oxford - en spændende og gammel by præget af sine colleges, universitet og gamle huse.
Af særlige begivenheder i London - fra VM turneringen - kan nævnes:
Argentina-England 2-2 (4-3 på straffe). Nigaria-Danmark 1-4, den sejr var til gengæld vældig!


Fire dage efter afrejsen gik turen videre til Edinburgh. Som det sig hør og bør, når man er i Skotland, så boede jeg på Bed & Breakfast i Edinburgh - igen med TV!

Jeg har været i Edinburgh en gang før for mange år siden. Det er en af de flotteste og mest særprægede byer jeg kender. Og hvad kan man så bruge tiden til i Edinburgh. Ganske enkelt - gå - frem og tilbage - og ikke mindst - op og ned.
Det blev også til en heldagstur til St.Andrews på østkysten. Her findes verdens mest berømte golfbane. Man kan godt komme til at spille. Det koster ca 700 kr for en runde - og så hører det sig altså til at hyre en caddie oveni. Til den latterlige lave pris er det selvfølgelig klart, at det er nødvendigt at trække lod blandt dem der gerne vil spille.

Byen St. Andrews er for øvrigt også spændende i sig selv. Dog i grove træk - noget gammelt ragelse som mange andre steder i Skotland.
Fodboldresultater: Brasilien-Danmark 3-2 - men vi faldt da med ære!

Fra Edinburgh gik turen til Oban. Togturen til Oban skulle efter sigende være en af verdens flotteste. Men hvad nytter det, når det pisser ned med vand, så man kun kan se nogle få meter ud igennem vinduet" Rygtet kan således hverken be- eller afkræftes.
Oban er sådan en middelstor havneby med gode forbindelser til spændende steder. Stedet er derfor forholdsvis turistet.

I Oban boede jeg på "Palace Hotel" - en slags familie-hotel - smadderhyggeligt - det havde vist været et fornemt sted engang.
Fra Oban kan man sejle til Isle of Mull - og for resten også en masse andre steder med det lokale færgeselskab Caladonian MacBrayne (herligt navn). Så det gjorde jeg selvfølgelig. Fra Isle of Mull skulle man ifølge min glimrende Lonely Planet guide kunne gå fra færgen til Duart Castle på 20 min. Goddag mand - det tog 1½ time - endda i rask tempo. Så man kunne lige nå en tur rundt om slottet før man skulle tilbage igen, for at nå den sidste færge til fastlandet. Men gåturen var bestemt flot!

Fra Oban tog jeg også bussen til Inveraray - en hyggelig lille by - med et slot (sådan nogle er der overalt i Skotland) og et fængsel, der nu var lavet om til et museum.
Et andet udflugtsmål var Loch Awe, det var en flot sø, men så var det også sagt - absolut ikke andet. Derefter med det første tog tilbage til Oban igen. Desværre var der 4 timer til første tog!

Resultaterne: Tyskland - Kroatien 0-3 - mens Oban Pipe Band trykkede den af lige foran hotellet.

Fra Oban gik turen videre til Mallaig.
Først med bus fra Oban til Fort William - derefter med tog så langt vest på man kunne komme uden at falde i vandet. Her lå der en lille fiskerby med knap 1000 indbyggere der hed Mallaig.
Bed & Breakfast igen - vi er jo i Skotland. I Mallaig er tingene lidt rå - og især vejret. Det regnede en del af tiden. Det må man forvente på de kanter.

Fra Mallaig kunne man tage færgen over til Armadale på Isle of Skye. På denne ø findes en meget imponerende natur. Herfra var det så med tog tilbage til Edinburgh. Her var vejret godt, så man virkelig kunne se den flotte natur i "The Highlands". Søer, bjerge og får overalt - denne gang uden regnvejr.
Fra Edinburgh tog jeg dagen efter flyet til København - og så hjem til Vejle.


Læs flere af mine rejsebeskrivelser på adressen: home5.inet.tele.dk/henning !


Med venlig hilsen

Henning Nielsen


kontakt@skotland.dk | Printervenlig | Sitemap |